fællesskabstur 2018

Litauen 2018 Præsentationsvideo
Korshøjen

dagbog over turen Litauen 2018

Dansk International Nødhjælps-tur til Litauen.     v/ Grethe Nielsen Hjørring

Mandag, den 9. juli

Så oprandt dagen/natten hvor vi skulle starte vor tur til Litauen.

Vækkeuret ringede allerede kl. 01,45 efter godt 3 timers søvn.

Vi kørte fra Hjørring kl. 03,00 og endte på Hedevej 5 ved Videbæk kl. 05,38.

Vi var tre biler ifølge fra Hjørring. Godt at støtte hinanden.

Vejret var overskyet og mildt da vi kørte fra Hjørring, men da vi nåede Videbæk blæste der en hel pelikan – så der var pludselig koldt.

Vi fik hilst på øvrige deltagere, og bussen blev derefter pakket til afgang mod LITAUEN.

Kl. 6,30 sad alle i bussen – forventningsfulde og glade.

Der 45 deltagere med på turen – 21 midtjyder og 24 nordjyder.

Kl. 8,15 havde vi  tissepause ved Hylkedal Rast ved Kolding.

Kl. 9,00 nåede vi den tyske grænse. Kl. 9,15 – 10,00 var der kaffepause m/rundstykker.

Kl. 12,15 skulle vores medbragte madpakke fortæres og kl. 13,00 var vi klar til næste ryk.

Hans Chr. Olsen havde ”styret” bussen hertil, nu tog Erik Jørgensen over.

Temperaturen havde nu sneget sig op på 24 gr.

Næste mål var AGRONEUM i TYSKLAND. Vi ankom hertil kl. 14,40. Efter en gåtur rundt på det meget store område, hvor der var udstillet gl. landbrugsmaskiner, traktorer, fly, savværker + m.m., var der afgang kl. 16,30 mod Stettin og hotellet i Polen. Kl. 19,10 nåede vi grænsen til POLEN – floden ODER. Her mødte vi også en brostensbelagt vejbane, som gav nogle rystelser i bussen.

Kl. 19,20 ankom vi til hotellet ZAJAZD SAGA. Vi blev indkvarteret, og kl. 20,00 var der aftensmad: suppe – schnitzel – kage og kaffe.

Efter aftensmaden var det dejligt at komme på værelset og finde dynen – det havde været en lang dag.

Tirsdag, den 10. juli

Vi er klar til at udforske en ny dag. Der er overskyet og 18 gr. Vejrguderne lover 24 gr og 55% chance for tordenvejr/byger.

Vi fik alle kufferter ”proppet” ind i bussen. Der er lidt plads, da der er meget legetøj, tæpper, soveposer, kørestole m.m. – til uddeling – som optager plads.

Kl. 9,00 er der afgang. Vi skal i dag køre ca 600 km ”landevejskørsel”, da vi helst skal undgå motorvejen – da ser vi mere af POLEN.

Kl. 10,30 havde vi kaffepause, og påfyldning af brændstof.

kl. 12,00 havde vi igen en stræk-ben-pause, da chauffør Hans skulle have et kvarters pause. Han fik 38 min. Senere fandt Hans en rigtig fin rasteplads med borde og bænke.

 Fra bussen blev der hurtigt hevet borde og mad ud, og flittige piger smurte hurtigt nogle ”klemmer” til os alle. Dette fungerede rigtig fint.

På turen har vi set rigtig mange beboede storkereder, og omvandrende storke.

Der blev tid til endnu en stræk-ben-pause – og en is.

Kl. 16,25 kørte vi ind i en meget kraftig regnbyge. Der var meget vejarbejde, hvorfor overhaling var forbudt, men kl. 17,00 blev der et hul i trafikken, og vi fandt en P-plads ved en Tank. Her fik vi kaffe og en lækker hindbærsnitte.

Kl. 19,15 ankom vi til Hotel SAJMINO, Ostróda. Vi blev hurtigt indkvarteret og så var der aftensmad: rødbedesuppe, kylling m/salat, dessertkage.

Onsdag, den 11. juli

Kl. 7,45 Kufferter skal pakkes i bussen. Kl. 8,00 er der morgenmad.

Kl. 9,00 er der afgang. Der er 22 gr, let overskyet med solglimt.

Vi skal i dag køre til KAUNAS  i LITAUEN.  KAUNAS by er på størrelse med Århus, ca. 300.000 indb.

Turen er beregnet til ca. 360 km (6 timer) ad små veje, så vi kan opleve POLEN og LITAUEN.  Men det viste sig svært at overholde helt – så vi måtte ud på motorvejen. Her var der meget vejarbejde. Vejnettet udbygges rigtig meget både i Polen og Litauen.

Vi så rigtig mange storkereder og storke på strækningen.

Kl. 11,25 havde vi kaffepause. Temp. er nu 25 gr.

Kl. 13,20 er alle blevet bespist med håndmadder.

Vi havde en kort tissepause inden vi nåede grænsen ”Kalvaria” til Litauen. Vi kørte lige igennem til trods for at der var meget politi.

Kl. 18,30 ankom vi til Hotel Best Baltic, Kaunas. Her blev vi modtaget af EDITA og hendes veninde SNE, samt ”professoren” og hans kone.

Vi blev indkvarteret og kl. 19,00 var der aftensmad: grønsagssuppe – kotelet m/agurk + kartoffelmos – æbletærte og kaffe.

Senere var der byrundtur med EDITA og proffessoren. Det var en rigtig god tur – en mild sommeraften.

Torsdag, den 12. juli

Kl. 7,45 skulle kufferterne pakkes i bussen. Derefter var der morgenmad kl. 8,00.

Der skulle derefter være afgang kl. 8,45. Vi kom først afsted kl. 9,10, da det var svært for Hans, at ”bakse” bussen ud fra hotellets p-plads, men ved fælles hjælp og goodwill fra øvrige bilister blev det klaret til ug. Der er 22 gr og solen titter frem.

EDITA og SNE skal guide os rundt i dag.

EDITA fortæller: ”KAUNAS er kendt for sin bymidte. 93% af befolkningen er etniske litauer – katolikker. Protestantismen vokser”.

Vi sang bl.a.: ”I østen stiger solen op” – for at mindes Edita og Richards sølvbryllup 2017.

Kl. 10,50, efter vi har fået formiddagskaffe, er vi nu på vej mod SIAULIAI (SOLAI). Det er Litauens 4. største by. Vi skal her i området se en stor seværdighed : KORSHØJEN – en bakketop, hvorpå der er/var plantet tusindvis af små og store kors – ud og ind imellem hinanden. Det var en meget speciel oplevelse. Vi ankom hertil kl. 12,00, og havde derefter 1½ time til at gå rundt på området.

Kl. 13,30 er vi alle i bussen igen – klar til at køre. Men – vi blev opholdt af et ægtepar + datter. De repræsenterede en hjælpeorganisation her i Litauen, som har nydt godt af hjælpen fra Danmark. Dette ville de gerne påskønne. Anna Lise og Bent Kristensen fik en halmuro og chokolade. Der var også en uro til Edita.

Kl. 13,45 er vi på vej videre. Nu skal Hans finde et sted, hvor vi kan indtage vores frokost.

Kl. 14,10 – 14,50 blev frokosten indtaget. Oven over os hængte sorte skyer – men vi blev forskånet.

Vi kørte nu igen mod SIAULIAI (SOLAI) og kl. 16,15 var der kaffepause. Vi parkerede ved siden af et stort kloster og kirke.

Mange havde brug for et toilet. EDITA gik på ”jagt”. Hun allierede sig med den lokale børnehave. Her måtte vi låne 3 små/lave toiletter. Som tak blev der hentet tøjdyr, lego m.m. frem fra bussen, til stor glæde for leder og medhjælper. (De 21 børn var taget hjem).

Kl. 17,15 var vi alle klar til at køre igen. Nu skulle vi finde vort spisested – en etnografisk cafe. Her skulle vi nyde LITAURISK MAD.

Kl. 18,10 nåede vi frem til cafeen. Cafeen ligger ved et hestemuseum.

Kl. 20,00, efter at have spist dejlig suppe – berliner = kartoffelmosbolle m/kødbolle – kage og kaffe + en hel speciel drink, er vi nu klar til at køre til hotellet – tror vi !!!!!

EDITA har lige noget vi skal se. Derfor tager vi lige en afstikker hen til et skønt naturområde. Her er der et meget højt tårn (133 trin). En del af flokken nåede til tops.

Inden vi satte os ind i bussen, sang vi lige et par sange i det ”åbne rum”. Det var meget stemningsfuldt.

Kl. 21,50 kørte vi mod Hotellet ANGELO MENÈ. Vi ankom kl. 22,30. Da var det skønt at se dyner efter en god, men lang dag.

Fredag, den 13. juli

Det har regnet en del i nat og her til morgen. Håber vi får tørvejr resten af dagen.

Der var DRAMA her til morgen. Chauffør Hans og tre andre sad fast i elevatoren. Alle blev dog befriet.

Kl. 9,25 er alle i bussen. Vi skal til UTENA. Her skal vi besøge 1.DAGHJEM. Et daghjem for udsatte børn. Hjemmet, børnene og lederne virkede meget rolige og harmoniske. Vi blev budt velkommen og børnene sang for os. Derefter delte de ”solsikker” og ”roser” ud til os alle. Ting som børnene selv havde fabrikeret.

Der er 30 børn på institutionen, men nogle var på ferie.

Hjemmet tog også imod unge mødre og gravide, og virkede også som krisecenter for både kvinder og mænd.

Fra bussen blev der hentet legetøj, bamser, lego, gummistøvler  + m.m. til STOR glæde for personalet (børnene var sendt ud og lege). Der blev også uddelt bamser til de unge mødres børn, hvilket vakte jubel hos de små.

Inden vi forlod daghjemmet skulle HANS HENRIK lige have lagt et par fliser i fortovet på plads. Den tunge bus havde vippet dem.

Kl. 11,25 ankom vi til 2. DAGHJEM, som blev drevet af MALTEZER-ordenen. Vi blev taget varmt imod af børn, som stod ”æresvagt” og hilste pænt.

Vi blev straks inviteret på kaffe m/traditionel kage, flødeboller og frugt.

Børnene sang så flot for os. Især én dreng lagde vi mærke til. Han sang så smukt og var utrolig charmerende.

Vi fik en orientering om DAGHJEMMET. Derefter fik vi en flot frokost: Kylling m/br. kartofler + salat.

Det skal lige bemærkes, at DAGHJEMMET også blev drevet som folkeskole. En af lærerne var normeret til 15 elever – hun underviste 40. Hun blev straks tilbudt job i Danmark.

Inden afgang blev der uddelt bamser, spil, målebøger, soveposer, Lego m.m.. Det vakte stor jubel blandt børnene – og lederne.

Den lille ”sangfugl” fik af HANS en fodbold. Der blev også yderligere et par bolde til hjemmet.

Det var dejligt at møde den varme og entusiasme pædagoger og ledere havde for deres arbejde.

Kl. 15,15 besøgte vi et PLEJEHJEM  med 28 beboere.Vi gik rundt på hjemmet og hilste på beboerne. Der var 3-4 beboere på hver enkelt værelse. Der var ikke levnet plads til noget personligt udover et lille skab til hver. Dem vi spurgte virkede dog glade og tilfredse. Der var rent og pænt overalt. Hjemmet  var forholdsvis nyrenoveret.

Vi fik en orientering om hjemmet af lederen.

Vi sluttede vort besøg ude i haven med sang, dels af personale + Edita, og af os.

Der blev afleveret kørestole, hjemmestrikkede/-hæklede tæpper og tøj, til megen stor glæde for beboerne.

Herefter var vort næste besøg i et  KERAMIK galleri/museum. Her var en spændende samling af krukker m.m.

Kl. 18,30 var der aftensmad. Edita havde aftalt med hjemmeværnets feltkøkken, at de skulle servere mad for os. Vi fik en dejlig suppe m/brød – kaffe og hjemmebagt kage.

Vejret har artet sig flot hele dagen, men da vi skulle afsted kl. 20,10  til hotellet begyndte det at regne. Og det regnede mere eller mindre hele vejen til vort hotel EUROPA CITY i Vilnius, som vi nåede frem til kl. 22,00.

Lørdag, den 14. juli

Vi fik i dag lov at sove lidt længere. Efter morgenmaden kom en af Edita’s veninder til hotellet for at fremvise nogle fine armbånd – lavet med ægte sten. Der var rigtig gang i salget.

P.g.a. vejrsituationen havde Edita lavet om på dagens program (vi skulle helst have tørvejr).

Kl. 10,00 startede vi alle ud fra hotellet. Vi skulle på ”gå-ben” – vi skulle opleve lidt af VILNIUS  by. Vi gik langs hovedgaden. Her stoppede vi bl.a. op ved KGB-museet, mindesmærker m.m. For enden af hovedgaden kom vi til VILNIUS  CATEDRAL. Vi var lige inde og kigge og sidde lidt.

Kl. 12,00 var vi på cafe-besøg og toilet. Alle fik vist noget at drikke, selvom betjeningen ikke var up to date – men servitricen var sød og venlig.

Kl. 12,50 gik vi videre. Vi så bl.a. det universitet, hvor Edita har fået sin uddannelse. Vi så også Presidential Palace. Her skulle man kontrolleres før man kunne komme ind. Turen gik videre for til sidst at ende ved Hotel CONTI. Her kl. 14,00 skulle vi spise frokost: tomatsuppe, kotelet m/br. kartofler + rødbeder.

Kl. 14,50. Y’Men’s og minetter mødtes med Y’men’s  fra Vilnius. Y’Men’s fra Vilnius skrev under på en aftale om, at være venskabsklub med Vendelbo Y’Men’s Club, Hjørring.

Mødet foregik ved siden af hotellet på en fortovsrestaurant.

Mens mødet varede, hyggede den øvrige flok sig på hotellet. Nogle gik på shopping.

Kl. 16,00. Da nogle ikke kunne trave længere, blev de kørt hjem i taxa til hotellet og bussen. Man glemte blot at få chauffør HANS med i taxaen. HANS blev fragtet af præsidenten for Y’Men’s Club.

Den øvrige ”flok” gik noget af vejen tilbage. Vi var bl.a. på BAZAR. Her blev der købt noget frugt. Øvrige butikker havde lukket.

Kl. 17,15 blev ”flokken” afhentet af HANS. Det var heldigt – for os – for det var begyndt at regne – og det tog til. Kl. 17,45 nåede vi frem til et stort indkøbscenter OZAS. Her kunne vi shoppe og spise aftensmad. Kl. 20,45 var vi klar til at køre hjem til hotellet. Vi var vist alle lidt trætte i benene.

Vi travede i alt 9,5 km.

Søndag, den 15. juli

Der var morgenmad kl. 8,00 og busafgang kl. 10,00.

Da vi sad i bussen, bad Edita os om at lukke øjnene. Så sagde hun bl.a.:

”Jeg er frisk – Jeg er rask” Vi skal købe masser af rav”

”Gud velsigne jer – God søndag”

Da vi kørte ind mod byen, fortalte Edita om de forskellige bygninger vi passerede. Vi blev sat af ved kirkerne St. Anna og Bernardine. St.Anna (den røde kirke) er et mesterværk i sengotisk arkitektur og er specielt populær, blandt turister og fastboende i Vilnius. Ved siden af er kirken Bernardine, gotisk kirke og kloster. Her var der gudstjeneste, hvilken vi overværede et kort øjeblik. Derfra gik vi videre ind til gågaden – gaden op mod rådhuset. Her var der mange boder, hvor der blev solgt rav, tørklæder, kjoler, legetøj og m.m.

Efter ”handel” mødtes vi ved fontænen på rådhuspladsen.

Edita havde omsorg for os ang. sol og varme, og bad os derfor om at gå ind i en nærliggende kirke, for at blive kølet ned. Imens fandt Edita frem til vort frokost-spisested DIRTY DUCK.

Menuen var: Kylling m/ris og salat – hj.lavet is og kaffe.

Kl. 14,30 var vi på ”gå-ben” igen. Kl.15,30 nåede vi frem til en stor flot kirke ST. THERESA. Her mødte vi et tysk kor, som lige havde sunget i kirke. Edita fik dem overtalt til at synge for os danskere. De gjorde det fordi vi var/er nære ”naboer”. Koret sang meget smukt – det lød helt vidunderligt i den flotte kirke med den fine akustik.

Fra kirken gik vi til MORGRYETS PORT – en af byportene i Vilnius. Den vogter på et ikon af Den Hellige JOMFRU MARIA.

Kl.15,45 fandt vi frem til bussen igen. Vi er nu på vej til byen TRAKAI – 30 km fra Vilnius. Mens vi kørte lyttede vi til en CD, som det tyske kor har indsunget.

Kl. 17,15 havde vi en kort kaffepause, som brat blev afbrudt af en kraftig tordenbyge. Alle søgte hurtig tilflugt i bussen.

Efter regnbygen var der det skønneste vejr. Så det var dejligt at komme ud igen. Vi gik gennem byen TRAKAI – byen med mange træhuse. Vi gik videre ud til SLOTTET I SØEN. Slotspladsen var afspærret p.g.a. koncert.

Kl. 19,00 var der middag på en lille hyggelig restaurant KIUBÉTE. Menu: Pirogger m/salat, tærte og kaffe.

Da det var sidste dag med EDITA  og SNE var der en lille afskedsceremoni.

Karen Rauff  havde malet 2 billeder – et til hver. De fik dem, som tak for deres gode humør og hjælp som guider for os alle.

Anna Lise og Bent sagde også tak, og overrakte dem nogle fine kors.

Kl. 20,35 forlader vi TRAKAI for at køre hjem til hotellet i Vilnius.

Vi har i dag gået 5,8 km

Mandag, den 16. juli

Kufferterne skulle pakkes kl. 7,15 og derefter var der morgenmad.

EDITA  og  SNE kom på hotellet for at ønske os god tur hjemover. De gav os et stort frugtfad – æbler og appelsiner – som vi skulle nyde på turen.

Kl. 8,40 tager vi afsked med VILNIUS. Vejret er overskyet – det er godt når vi skal køre.

Vi er nu klar til nye oplevelser.

Kl. er 10,00 og der er 22 gr. Vi passerer KAUNAS  by. Her viser skilte, at der er 389 km til WARSZAWA. Kl. 10,40 møder vi et stykke med meget vejarbejde – udvidelse af kørebaner. Det nedsætter hastigheden og sluger vores tid. Derfor er der først kaffepause kl. 10,50.

Kl. 11,45 passerer vi den POLSKE grænse – og så er kl. 10,45 på et splitsekund.

Kl.12,15 er der lige en ½ times frokostpause. Smørrebrødspigerne var hurtige. Desværre kunne himlen ikke holde tæt under hele seancen. Så vi fik pludselig travlt med at spise, pakke sammen og komme ind i bussen.

Kl. 14,15. Vi er lige kørt ud af byen BIOLYSTOK, og kører nu i retning SLEDLCE – LUBIN.

Har bemærket, at mange kirkegårde ligger udenfor byerne. Der er også en del boghvedemarker – og mange storke.

Kl.15,10 havde vi lige en kort kaffepause. Solen kom lige igennem og varmede os.

Kl. 18,00 nåede vi frem til byen WYTASY. Her bor JURIC og MARITZA, sammen med JURIC’s mor (93 år). Juric har arbejdet hos Annelise og Bent. Her fik vi serveret 3 slags lækker kage til vor medbragte kaffe. Vi gik rundt og kiggede på bedriften og alle Juric’s mange landbrugsmaskiner.

Karen Rauff havde et af sine dejlige billeder med til Juric og Maritza.

Vi tog afsked for derefter at køre hen til JARTEK. Jartek har kone og 2 sønner (20 og 23 år). Begge sønner er med i firmaet, som solgte reservedele og reparerede bl.a. traktorer. Firmaet ligger i byen NIWISKI.

Det var en fornøjelse at se værkstedshallen, hvor alt bare var perfekt. Vi blev også inviteret ind i deres private bolig, som var topmoderne. Uden for villaen var der et fint haveanlæg. Alt var ryddeligt og ordentlig.

Også her havde Karen Rauff et fint maleri til overrækkelse, som tak fordi vi måtte kigge indenfor.

Kl. 20,50 nåede vi frem til vort hotel TIRest. Man ventede med maden, så vi kunne straks gå i gang med at spise: suppe – kotelet/gullach m/2 slags salat.

Tirsdag, den 17. juli

Tidligt  op. Kufferter er i bussen kl. 7,15. Derefter morgenmad.

Kl. 8,40 tager vi afsked med hotel TIRest. Vi skulle være kørt kl. 8,00, men der skulle lige handles flaskevand, og pålæg til vores frokost.

Nu kan vi bare læne os tilbage og nyde udsigten fra bussen. Vi kører syd om WARSZAWA på transitvejen. Her i området er der rigtig mange frugtplantager.

Vi sang en del sange, bl.a. nr. 76 fra Højskolesangbogen:

”Du, som gi´r os liv og gør os glade…”

Tove Jørgensen syntes, at der er så mange ord i denne sang, som fortæller om den tur vi har været på i relation til de daghjem og plejehjem m.m. vi har besøgt.

Kl. 10,50 kører vi videre efter en kort kaffepause.

Kl. 11,15 mødte vi den første regnbyge. Dem har der derefter været flere af. Men vi har været heldige, at de altid kom når vi sad i bussen.

Kl. 14,00 nåede vi frem til ”PETERSKIRKEN”, men frokosten skulle indtages først inden vi gik hen til den store kirke. Beslutning om opførelse af kirken blev taget den 1. maj 1994 og allerede i juni samme år påbegyndte man byggeriet. Kirken blev indviet 2004.

Inden vi kom til kirken gik vi forbi GOLGATA – et bjerg bygget op af mange tusinde marksten. Imponerende!!!!!

PETERSKIRKEN er også overvældende. Kirken er bygget op i gule mursten, og mange forskellige kunstnere har været med til at udsmykke. Kirken virkede ikke ”overfyldt”. Den er stilren både indvendig og udvendig. Ved siden af kirken er der et meget højt klokketårn.

Kl. 16,00 var alle i bussen igen. Nu går turen i retning af hotellet. Vi får endnu et par byger.

Kl. 19,35 er vi nået frem til Motel/hotel PICARO i STOK. Vi kan ikke spise på hotellet. Aftensmad og morgenmad skal indtages på Hotellets cafeteria POD STRZECHQ.

Aftensmad : Buffet – maden udleveres opøst.

Ca. 15 km fra hotellet står der en meget høj KRISTUS-figur (36 m). Chauffør HANS kørte med ca 20 personer ud for at se figuren. Turen t/r tog 2½ time (21-23,30). For dem som deltog, havde det været en hel speciel oplevelse.

Onsdag, den 18. juli

Kl. 7,00 er kufferterne i bussen.

Vi startede ud kl. 8,40. Vi har nu ca. 750 km til Hedevej 5 i Videbæk.

Der er overskyet og let regn og 22 gr.

Kl. 9,30 passerede vi grænsen til Tyskland. Alt gik smertefrit.

Kl. 10,00 kører vi på Ring 10 nord om Berlin. Der er lidt kø, så Hans valgte at køre ind på en rast, så vi kunne strække ben, og få en tår kaffe.

Kl. 10,45 er vi på autobanen igen. Vi har ca. 300 km til HAMBURG. Solen er så småt ved at bryde igennem og der er 24 gr.

Vi kører i øjeblikket i et område med mange solceller og møller. Vi kører nord om Hamburg og kl. 15,45 finder HANS en rast, hvor vi kan nyde en kop kaffe og spise de sidste småkager. Kl. 16,30 er alle i bussen igen. Der er nu ca. 250 km til Videbæk.

Kl. 18,15 passerede vi grænsen til DANMARK. Vi fik lov at køre frit igennem.

Kl. 18,50 er der aftensmad. De sidste rester er blevet spist.

Inden Højskolesangbogen blev samlet ind, ønskede BENT, at vi skulle synge nr. 141 – LIVSTRÆET.

Højskolesangbogen blev for øvrigt brugt flittigt på hele turen.

Kl. 21,00 nåede vi HEDEVEJ 5.  EDITA og RICHARD  m.fl. bød os velkommen hjem.

Vi har kørt ca. 4.338 km

Således opfattet og refereret

Grethe Nielsen

 

| Svar

Nyeste kommentarer

08.10 | 03:16

Toată aprecierea și stima pentru întreaga activitate !

03.04 | 15:34

Hvis jeg skulle tale om historien om Dansk Nødhjælps hjælp i adskillige humanitære projekter, der blev udført for at støtte rumænske institutioner som ældrehjem og institutionaliserede børnecentre, ville det være den sværeste eksamen, jeg ville have. Emoj

25.03 | 17:53

Vil gerne være medlem
Mvh Mette Allerslev

04.07 | 16:58

Tak for en fantastisk tur med det storslåede fælleskab.

Tusind tak for det fine referat.

Kh. Ginne og Børge